Sådan læser du tallene

Hver historie på Tant har to tal. Det ene siger, hvor meget der bliver talt om historien. Det andet siger, hvor meget den kan betyde. Forskellen mellem dem er det, vi kalder gabet.

Hvorfor det her betyder noget

Hver dag vælger redaktioner, hvad der bliver en historie, og hvad der ikke gør. Det, der bliver dækket, er også det, vi som borgere får mulighed for at forstå, tale om og tage stilling til. Derfor er prioriteringen ikke en detalje - den former den fælles samtale.

Tant undersøger forholdet mellem, hvad der får opmærksomhed, og hvad der potentielt kan få betydning. Ikke for at dømme, men for at gøre forskellen synlig.

De klassiske nyhedskriterier

I journalistik taler man om nogle faste grunde til, at noget bliver en nyhed: væsentlighed (det har betydning for mange), identifikation (vi kan genkende os selv i det), sensation (det er overraskende eller dramatisk), aktualitet (det sker nu), konflikt (nogen står over for hinanden) og solo (mediet er først eller alene med historien).

Kriterierne kan trække i forskellige retninger. Det nye, det nære, det dramatiske og det eksklusive er lette at få plads til. En historie, der først får betydning om et år, er svær at gøre aktuel i dag - selv om den er væsentlig.

Tant bruger kriterierne som forklarende ramme, ikke som mål på den enkelte historie. Vi sætter ingen AI-tal på sensation eller konflikt.

Medieopmærksomhed: hvor meget bliver der talt om det

Vi følger DR Nyheder, Politiken, Information og tæller, hvor mange af dem der skrev om historien, og hvor mange artikler de skrev. Skrev flere forskellige medier om den, får den et højt tal. Skrev kun et enkelt medie om den, får den et lavt tal.

At flere artikler kommer fra det samme medie tæller kun lidt. Det er bredden, der betyder noget: at historien er nået rundt.

Det er ikke et mål for hele offentligheden. Der findes mange flere nyhedsmedier end dem Tant læser i dag, og listen kan vokse senere. Tallet siger derfor: sådan ser dækningen ud i de medier, Tant selv læser.

En historie måles flere gange

Nyheder udvikler sig. Noget bliver først samlet op af andre medier senere på dagen eller dagen efter. Derfor tæller Tant nye artikler med i de første tre dage, en historie er gammel. Kommer der flere medier til, stiger medieopmærksomheden, og gabet bliver mindre.

Du ser altid det nyeste tal og hvornår det blev målt. Efter tre dage lukkes historien, så tallet står fast. Ommålingen tæller kun artikler - resumé, ord og billeder laves ikke om.

Potentiel betydning: hvor meget kan det betyde

Her spørger vi ikke, hvor meget der bliver skrevet, men hvor meget historien kan komme til at betyde for mennesker i Danmark. Vi ser på seks ting: hvor mange bliver berørt, hvor alvorligt det rammer, hvor længe det kan mærkes, hvad det betyder politisk, hvad det betyder for pengene, og hvor tæt det er på Danmark.

En AI placerer historien på hver af de seks ting. Selve tallet lægger vi sammen bagefter på samme måde hver gang. På historien kan du åbne de seks vurderinger og se, hvad AI'en mente om hver af dem.

Gabet: forskellen mellem de to

Gabet er betydning minus opmærksomhed. Et stort gab betyder, at en historie måske kan betyde meget, men at der ikke bliver talt så meget om den. Det er en invitation til at undersøge historien nærmere - ikke en dom over medierne, og ikke dokumentation for, at nogen har prioriteret forkert.

Tant kan ikke se redaktionernes motiver og måler ikke demokratisk dannelse. Vi viser forskellen mellem observeret dækning og en åben, usikker vurdering af potentiel betydning. Resten er et spørgsmål, du selv må forfølge.

Hvad tallene ikke kan

Betydningstallet er en vurdering, ikke en måling. Derfor viser vi altid ved siden af, hvor sikker AI'en selv mener, den er. To mennesker kan være uenige om det samme tal, og det er i orden.

Opmærksomhedstallet dækker kun de medier, vi følger. Tv, radio, podcast, sociale medier, Google-søgninger, lokale medier, fagblade og udenlandsk presse tælles ikke med. Så tallet siger noget om de medier - ikke om hele Danmark.

Hvad folk læser her på Tant blander vi ikke ind i opmærksomheden. Det er to forskellige ting.

Vil du se regnestykket

Tallene bygger på faste formler, og de står åbent frem. Se den tekniske metode. Du kan også læse om hvordan AI'en arbejder og se hvilke medier vi følger.